Danmark styrker positive udviklinger i Afrika
Danmark, en af UNHCR's vigtigste støttepiller, styrker de positive udviklinger i Afrika og giver FN's Flygtningeorganisation et nyt bidrag på DKK 60 millioner til organisationens arbejde på kontinentet.
"Det er med stor taknemmelighed, at vi modtager dette generøse bidrag til vores arbejde for flygtninge, internt fordrevne og hjemvendte i Afrika," siger Machiko Kondo, UNHCR's regionschef for de baltiske og nordiske lande.
"Behovet i Afrika er et af de største og det er vigtigt at støtte de mange positive udviklinger på kontinentet," fortsætter hun, "såsom reintegration og genopbygning i Liberia og De Store Søers Område, hvor flere hundrede tusinder flygtninge vender hjem til deres krigshærgede hjemlande. Det danske bidrag vil gøre en forskel i at genopbygge disse menneskers liv."
De danske midler vil også gå til at afhjælpe det humanitære pres på Tchad, der huser flere hundrede tusinder sudanesiske flygtninge fra Sudans ørken-region Darfur.
I år har Danmark allerede støttet UNHCR med 130 millioner ikke-øremærkede kroner, der sikrer en effektiv og fleksibel humanitær respons. Herudover er der ydet støtte til flygtninge i nærområderne til Syd-Sudan, Burundi, Afghanistan, Tanzania og Ægypten.
Danmark forbliver en af UNHCR's vigtigste politiske og finansielle støttepiller. I 2005 kom det samlede danske bidrag til organisationen op på over 300 millioner kroner.
I dag beskytter FN's Flygtningeorganisation 20,8 millioner flygtninge og internt fordrevne og hjemvendte mennesker i 116 lande med et totalt budget på en milliard dollar om året, noget der modsvarer budgettet for Odense Kommune.
Kun to procent af UNHCR's samlede budget kommer fra FN. Resten skal UNHCR rejse selv fra frivillige donorer blandt regeringer, virksomheder, organisationer og privatpersoner.
|