Dagens dato:
 |
 |
 |
 |
A Sudanese refugee clambers onto a repatriation truck to join others returning home from Uganda. © UNHCR/E.Denholm |
 |
 |
 |
Varige løsninger
Artikel 13 ”...Enhver har ret til at forlade et
hvilket som helst land, indbefattet sit eget, og
til at vende tilbage til sit land”
Den universelle erklæring om
menneskerettighederne
UNHCR søger varige løsninger for flygtningeproblemet
ved repatriering i hjemlandene,
integration i det første asylland eller bosættelse
i tredjeland.
Frivillig tilbagevenden
Mange flygtninge vender hjem, når situationen
i deres oprindelsesland stabiliseres. I
perioden 1985 til 1990 vendte skønsmæssigt
1,2 millioner mennesker hjem til deres hjemlande,
i de følgende fem år steg antallet til 9
millioner. I 2000 hjalp UNHCR 800.000
mennesker til frivillig tilbagevenden. I 1999
vendte lidt mere end 1,3 millioner frivilligt
tilbage, heraf 760.000 til det tidligere
Jugoslavien. Det tidligere Jugoslavien men
også Afghanistan1, Eritrea, Somalia og Østtimor
er de lande hvortil flest mennesker
vender frivilligt tilbage i dag.
Retten til at leve sikkert i sit hjemland og
til at vende tilbage til det, er en af de mest
fundamentale af alle menneskerettighederne.
Mens retten til asyl er en nødvendig tilføjelse
til disse grundlæggende menneskerettigheder.
Når mennesker er i stand til at kunne
reintegreres levedygtigt og sikkert i de lande
og samfund, som de kommer fra, er repatrieringen
ikke kun til fordel for den hjemvendte
selv, men kan også bidrage til den økonomiske
opbygning og forsoningen i de krigshær-gede samfund. Imidlertid har repatrieringen
af flygtninge og asylansøgere i de senere år i
stigende omfang fundet sted i en flygtig og
ustabil situation, hvor hjemvendte er blevet
udsat for undertrykkelse eller frihedsberøvelse.
I de tilfælde, hvor repatrieringen organiseres
eller får støtte af UNHCR, arbejder organisationen
for, at der så vidt muligt udformes
love til beskyttelse af de hjemvendtes rettigheder
og interesser. UNHCR prøver at spille
en mere aktiv rolle for at sikre, at repatrieringen
bliver en absolut varig løsning. Organisationen
tilbyder derfor hjælp og bistand til
de tilbagevendne og følger op på deres situation
i hjemlandet.
Tilbage til listen
Lokale bosættelser
Hvis en frivillig repatriering ikke anses for at
være mulig inden for en overskuelig fremtid,
vil den bedste løsning være at hjælpe flygtninge
med at bosætte sig i det land, som de
opholder sig i. I mange lande tilbyder
UNHCR varierende grad af støtte til lokale
bosættelsesprojekter i både land- og byområder.
Det kan dreje sig om tilbud om undervisning,
erhvervsuddannelser og rådgivning for
at hjælpe flygtninge med at blive uafhængige.
UNHCR støtter national lovgivning,
der tillader flygtninge efterhånden at blive
fuldt integrerede borgere. For at fremme
denne integration tilrettelægger UNHCR
informationsprojekter, der har til hensigt at
øge befolkningens forståelse for flygtningenes
situation.
Tilbage til listen
Genbosættelse
Mange flygtninge søger tilflugt i lande, som
ikke er i stand til eller villige til at yde dem
den beskyttelse, de har ret til. Man er da nødt
til at tilbyde dem genbosættelse i et andet
land, hvor deres grundlæggende rettigheder
kan sikres. Genbosættelse kan også spille en
vigtig rolle i en overordnet løsning af flygtningenes
situation. UNHCR arbejder nært
sammen med regeringer og andre partnere –
herunder frivillige organisationer – for at
sikre, at flygtninge, som har behov for genbosætning,
identificeres og modtager effektiv
hjælp.
Flere lande har oprettet programmer for genbosættelse af flygtninge og modtager
årligt et vist antal flygtninge inden for en
fastsat kvote. UNHCR opfordrer til stadighed
flere stater til at udvide deres indsatser
for de flygtninge, som behøver hjælp.
Australien, Canada, Holland, New Zealand,
USA og de nordiske lande tilbyder genbosættelsesmuligheder
til flygtninge i henhold
til fastlagte årlige programmer, mens andre
stater tilbyder flygtninge genbosættelse på
mere ad hoc basis. Benin og Burkina Faso er
de første afrikanske lande, som har givet tilsagn
om at oprette genbosættelsesprogrammer,
og også Chile og Argentina har accepteret
at tilbyde flygtninge genbosættelse.
Tilbage til listen
|
 |
 |
Genbosættelse rundt i verden
UNHCR har hjulpet med at
genbosætte 1,5 millioner flygtninge
siden slutningen af
1970’erne. Omkring 40.000
ugandiske asiater blev i 1972
genbosat på kun nogle få
måneder i sammenlagt 25 lande.
Genbosættelsen bidrog også
til at beskytte mange flygtninge
og til at finde løsninger
på flygtningeproblemet i Latin-
og Centralamerika. Den
største indsats vedrørende genbosættelse
i moderne tid fandt
sted i Sydøstasien i 1980’erne
og tidligt i 1990’erne, da
næsten en million indokinesiske
flygtninge blev genbosat,
hovedsageligt i USA, Canada,
Australien og de nordiske
lande. Et stort antal bosniske
flygtninge blev genbosat i
1990’erne. Flygtninge i Afrika
og Mellemøsten, herunder
dem der kommer fra Sierra
Leone, Somalia, Sudan, Afghanistan,
Iran og Irak, hører
til blandt dem, der fortsat har
behov for genbosættelse i dag.
|
 |
|